“Low-Fi inviterer et nyt publikum ind. Det er nyt og spændende”

Månedens vært er Sacha Kjøller, som står bag Stuen på Christianshavn. Siden juni 2019 har hun afholdt otte koncerter via Low-Fi med en bred vifte af artister i sin hyggelige stue på Christianshavn. 
“Low-Fi inviterer et nyt publikum ind. Det er nyt og spændende”

Månedens vært er Sacha Kjøller, som står bag Stuen på Christianshavn. Siden juni 2019 har hun afholdt otte koncerter via Low-Fi med en bred vifte af artister i sin hyggelige stue på Christianshavn

Sacha læser til daglig musikvidenskab og har et par freelance-kunder, heriblandt Nikolaj Hess, Katrine Suwalski og Peter Spiskys Barokensemble Camarata Øresund.

Derudover har Sacha sin egen koncertvirksomhed, Tall Tale Sessions, som hun har “smeltet sammen” med Low-Fi, hvor hun benytter platformen som billet-kanal for hendes små intime koncertarrangementer.  

Vi har stillet Sacha nogle spørgsmål, og hun har sat nogle ord på dét at være vært og arrangere koncerter:

Hvorfor valgte du at blive vært på Low-Fi?

Jeg har rejst som musiker, rundt omkring i Europa i 2 år, og har spillet et par stuekoncerter bl.a. i Frankrig og Berlin. Det er helt specielt som musiker at stå i så intimt et rum, og jeg har altid nydt det mere end at stå på en scene med spots og langt til publikum.

Low-Fi koncerter er anderledes end de arrangerede stuekoncerter, jeg selv har spillet – Low-Fi inviterer et nyt publikum ind, som ikke i forvejen kender rammerne for at gå til koncert i et privat rum. Det er nyt og spændende, og “right up my alley”!

Hvilken slags koncertoplevelse vil du have at dine gæster skal have?

Da musik og organisering af det omkring musikken, både er mit studie og arbejdsliv, er det vigtigt for mig, at intimkoncerter hos mig, bliver en oplevelse for “publikum”, hvor de er gæster i mit hjem fremfor gængse koncert-publikummer.

Det er utroligt personligt og hyggeligt, og bliver en stund hvor jeg selv har fri med musikken, gæster og artisten – hvilket er vigtigt for mig. På den måde hjælper Low-Fi mig med at holde en gnist i live, og ikke udbrænde i mit fag. 

Hvilken koncert har indtil videre haft det største indtryk på dig?

Da vi havde en udsolgt koncert (83 billetter) i Rundetaarn, hvor jeg havde hele mit produktionsteam (lyd og video) med alle mine yndlingspersoner med på set! Det var helt fantastisk.

Jeg havde gode venner på scenen, gode venner i teamet og familie blandt publikum. Low-Fi var til stede, staff fra Rundetaarn stod for sikkerhed og barsalg, og der var mange glade og søde gæster. Det var en magisk aften for mig, som jeg håber, at vi kan få mange flere af i fremtiden.

Kan du fortælle mere om hvad du søger, når du udvælger artister?

Jeg har selvfølgelig nogle ydre grænser, men generelt kan man sige at verden omkring os interesserer mig, og at jeg elsker, at musikken kan blive et medie for udveksling. Jeg prioriterer musikgenrer, som jeg ikke har haft så meget af, når jeg booker en ny koncert, og så har jeg som tidligere rejsende musiker en helt særlig interesse for artister fra andre lande og kulturer end min egen.

Det er fantastisk at få et stykke verden ind i stuen, gennem ny musik. Derfor har jeg en tommelfingerregel, der siger, at hvis det ligner noget, som jeg allerede har booket, så skal jeg finde noget andet. Og sådan er min profil kommet til at spænde over jazz, pop, singer/songwriter, ung dansksproget fællessang, traditionel svensk folkemusik, dansk/somalisk hiphop/R’n’B og besøg fra Afrika, Sverige, UK og USA.

Derudover, har jeg en hang til de yngre musikere, fordi jeg kan spejle mig i dem og deres rejse. 

Til de seneste koncerter har du haft plads til 10 gæster. Hvordan synes du koncertoplevelsen fungerer i et så intimt setup?

Selvom vi plejer at lukke mere end 10 mennesker ind, så har jeg nydt de helt små koncerter. Begrænsningen til de 10 pladser har været i forbindelse med Covid-19 og jeg glæder mig til at byde flere gæster indenfor igen på gulvpuder og tættere på hinanden!

På den måde adskiller mit hjem sig også; ikke alle får en stol, vi deler i stedet sofaen, sidder på gulvet og i lænestole, og det synes jeg er så dejligt. Det er utroligt privat, uformelt og hyggeligt.

Har du nogle tips og råd du vil dele med andre værter?

Læs alt hvad I kan på LowFi’s hjemmeside og husk at være søde ved hinanden, jeres gæster og specielt de hårdtarbejdende, skønne, skønne musikere. Og bliv ved med at holde musikken i live – det er så vigtigt 🙂 

Kunne du tænke dig at deltage i en af Sachas koncerter eller arrangere en koncert med hende, kan du besøge hendes værtsprofiler Stuen på Christianshavn og Tall Tale Sessions.

by Stine Hulvej Heegaard
October 19, 2021